Frihed og FIRE,  Uncategorized

Bonderøven eller Ironman? – Mest om at automatisere hverdagen

Når noget er simpelt, enkelt, ligetil, er det ikke ensbetydende med at det også er effektivt og tidsbesparende. Det _kan_ det være, men der er ikke nødvendigvis en lighed.

Dette kapitel lader dig vælge mellem to meget forskellige paradigmer. Jeg har kaldt dem Bonderøven og Ironman.

Forestil dig en hverdag som Bonderøvens, med simple og enkle løsninger, værktøjer og mål. Måske er dine værktøjer af ældre dato, passet godt på, måske benytter du velafprøvede metoder fra gammel tid. Måske undlader du at bruge penge på smarte nye gadgets, hvis batteri alligevel er slidt op på få år. Måske dropper du kaffemaskinen og de dyre alt-muligt-køkkenmaskiner, for at få et mere simpelt og roligt køkken. Måske dropper du smartphonen, for at få en mere fri hverdag, fri fra notifications og forstyrrelser. Det er helt fint.

Forestil dig så en hverdag som i Ironmans hovedkvarter, med avanceret automatik og vilde værktøjer. Måske klarer huset mange mindre gøremål af sig selv, måske prøver du ny teknologi og nye metoder af, med målet om at de kan spare dig tid og fokus senere, når det hele kører og er automatiseret. Måske tilvælger du en kaffeautomat der har kaffen klar når vækkeuret slåes fra. Du får præcis alle de vigtige notifications, der gør du kan træffe bedre og mere effektive beslutninger. Det er helt fint.

Der er ingen af de to retninger der er mere rigtige eller mere effektive. Det kommer helt an på dig. Nogle vil mene at det blandt andet afhænger af hvor vant til ny teknologi man er, måske hvilken generation man er født i. Andre vil mene det også afhænger af ens økonomi og forbrug, om man gider og _kan_ bruge penge på teknologisk grej. Uanset baggrunden, så udforsk gerne begge verdener, og find ud af hvad du finder dig til rette i.

Emner du med fordel kan gøre mere enkle:

– Køkkenet. Kassér maskinerne der står og fylder på bordet. Kaffen bliver helt reelt bedre ved at du kværner bønnerne i en manuel kværn med keramiske knive, f.eks. Zassenhaus. Du brygger en kop ad gangen i en lille stempelkande, eventuelt en model man kan drikke direkte fra.

– Mobiltelefonen. Det er det klart mest effektive trick hvis du er faldet i sociale medier, endeløs scrolling, og dét med lige at tjekke mails én gang mere. Sælg din smartphone, eller vent til den alligevel er forældet efter få år, og køb en simpel mobiltelefon. Du kan godt få modeller der stadig er delvist smarte, f.eks. med internet og gps, men pas på du ikke hurtigt ryger tilbage i de gamle vaner. Du kan også få gode modeller, der er helt simple, og kan ringe og sms’e.

Emner du med fordel kan automatisere:

– Smart-belysning, f.eks. Philips Hue. I virkeligheden er der ikke så meget smart over det, men det betyder at lyset kan styres med andre enheder end en stikkontakt. F.eks. at det tænder når du går ind i et rum, at det tænder når dit vækkeur stanses, måske tænder det som en del af vække-rutinen, og måske tænder dele af udelyset og/eller indelyset når nogen går forbi overvågningskameraet.

– Køkkenrøremaskiner, f.eks. KitchenAid, gør det utroligt meget nemmere at ælte deje sammen. En dej skal æltes i mindst fem hele minutter, for at få mest gavn ud af melet. Og det er altså lang tid at stå med hænderne i dejen.

– Vejrstationer som f.eks. Netatmo, gør det enkelt at overvåge temperaturer, luftfugtigheder, co2-niveauer og lignende, og give de relevante alarmer til ens smartwatch. Eller bare tænde radiatoren i værkstedet, når temperaturen er under 3 grader, væsentligt mere præcist end den billige termostat i olie-radiatoren.

– Smartwatches, kan give vigtige og præcise notifications der gør dig i stand til at træffe beslutninger hurtigere. Kan yderligere give masser af stress. Fitness-funktionaliteterne i et moderne smartwatch kan hjælpe dig til at overholde dine træningsmål, f.eks. 30 minutter om dagen med pulsen oppe. Det kan også hjælpe dig med at overvåge din hvilepuls og dit MaxVO2-niveau, hvilket er godt at holde lidt styr på, hvis du arbejder på at få en sundere krop.

Pas på med at vælge enten-eller

Uanset om du eksperimentere eller ønsker at leve stilen som Ironman eller som Bonderøven, så er min vigtigste anbefaling at du ikke bliver ekstrem omkring det. Det er nemt at blive fanget i en kasse, at ville være ‘en label’ eller ‘et brand’ og stile efter helt igennem at være som den ene eller den anden. Men det dig mindre frihed i hverdagen. Hvis du står overfor et valg, og føler dig tvunget til at vælge det simple, eller tvunget til at vælge det der connecter rigtigt til din Apple Homepod med nyeste Bluetooth-version, selv om det er drøndyrt. Du bliver fanget i at ville være ‘true’, ægte, ekstrem. Lad det være okay at nogle ting er Smart-connectede-cloud-AI, og andre ting er gamle retro istandsatte træredskaber. Det er helt okay, og hvis du virkelig vil føle dig fri, skal du på ingen måde føle skam over at have en moderne smartphone i lommen, mens du passer dit økologiske hjemmebyggede hønsehold.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.