Frihed og FIRE,  Uncategorized

Dine vigtigste assets, ud over det med tiden

Jeg har tidligere i bogen skrevet at din tid er din vigtigste asset, altså ejendel, vigtigere end penge og alt andet. Men alt efter hvordan man anskuer det, kan følgende tre emner også være dine vigtigste assets; din krop, dit sind, og dine sociale relationer. Jeg vil forsøge ikke at skrive for meget om emnet, men det er alligevel vigtige at forholde sig til, hvis du ønsker mere frihed i hverdagen. Vi starter med kroppen.

Fitness, vedligehold din krop og bliv fri

En sund og vedligeholdt krop kan yde mere end en slidt og dvask krop. Det er helt simpelt. Samtidig kan du måske hurtigt føle dig mindre fri i hverdagen, hvis du pludselig skal i fitnesscenter fire gange om ugen, købe personlige trænere og så videre. Det er ikke hensigten. Men du bør investere i din krop, på præcis samme måde som du investerer og vedligeholder dine økonomiske interesser. Kroppen skal fungere i dag, og den skal også fungere når du bliver ældre. Jo mere du tager højde for kroppen i dag, jo nemmere er det at have en sund krop når du er fyldt 85, og stadig vil lave en masse. Med andre ord kan du se det som en investering der giver udbytte både nu, og om lang tid. Det vil helt konkret og kort sagt være dumt ikke at vedligeholde din krop.

Nu bliver det en lille smule helbredsvidenskabeligt. Jeg har en uddannelse som certificeret fitnesstræner, med ekstramoduler i kostplanlægning og mindfulness (bare fordi det var den mest effektive måde at lære om emnerne), og de er de emner jeg gør brug af her.

Du skal samtidig vide at rigtig meget inden for kost, ernæring, træning, fitness og helbred er dynamiske størrelser. Forskning og videnskab udvikler sig heldigvis hele tiden, og det er et felt hvor der løbende sker udvikling. Samtidig er det et felt hvor der stadig er en række ubekendte, hvilket gør det utroligt attraktivt for alverdens fidusmagere at opfinde nye gode idéer og trænings- og kostformer, for at tjene penge. Du bør tage al input om emnet med et gran salt – også mine.

I din krop bør du vedligeholde og træne følgende emner;

– Hjerte- og lungekredsløbet, med mål om lav hvilepuls og høj VO2-max, via cardiotræning som f.eks. løb eller cykling eller fitnessmaskiner hvor du får pulsen op.

– Musklerne, med mål om højere muskelmasse og styrke, via styrketræning

– Knoglerne, med mål om større knoglemasse, via styrketræning

– Fedtprocent, BMI og tarmsystem, med mål om lav fedtprocent, normal BMI og sund tarmflora, via sund kost

Resten af kroppen bør du også vedligeholde, men det må være op til dit eget temperament om huden, leddene, håret, neglene osv. også skal dyrkes. Generelt kommer du godt omkring via ovenstående.

Det hele hænger sammen, og kort sagt kan du træne det alt sammen via eksempelvis styrketræning eller yoga. Styrketræning kan være i et træningscenter, men ud fra et videnskabeligt synspunkt, og et tidsmæssigt effetiviseret synspunkt, kan et fornuftigt sammensat “7 minute workout” træningsprogram være fint tilstrækkeligt. 7 minutter hver anden dag, eller 3-4 gange om ugen er faktisk tilstrækkeligt for langt de fleste. Og det er uendeligt meget bedre end at gøre ingenting. Så hvis du føler dig skræmt over fitnesscentre, lange træningsprogrammer og løbeture, så søg efter “7 minute workout” og prøv det af. Jeg synes programmet fra New York Times er rigtig godt og let tilgængeligt.

Vil du noget mere, så kan løbeture, cykelture eller yoga-sessioner være fine. Vær opmærksom på at løb og cykling ikke giver all-round styrketræning i samme omfang som reel styrketræning. Yoga kan tilpasses din helbredsmæssige form, og du bør vælge et program så du synes det er virkelig hårdt hver gang, men du dog stadig kan gennemføre det.

Vær opmærksom på at styrketræning med maskiner ift. frie vægte hjælper dig med at udføre øvelserne korrekt, og det er sværere at komme til skade. Samtidig træner de langt fra balancen og mange af de små muskler. Det gør frie vægte. Så hvis du starter fra bunden, vil jeg foreslå at vælge et år, eller et par år, i træningscenter, eventuelt med instruktør eller personlig træner på. Herefter køber (eller laver) du et sæt håndvægte og en vægtstang selv, og så fortsætter du der hjemme.

I forhold til sund kost, med henblik på lav fedtprocent, høj muskelmasse og sunde tarme, bør du også søge lidt informationer om sund kost generelt. Pas igen på ikke at havne i en smart-i-en-fart-fælde med sjove moderne kostplaner der er ekstreme i ene eller anden retning. I bedste fald tager du ikke skade, men hvem gider leve af Nupo-pulver eller uden sukker resten af sine dage? (det gør nogen, og det er helt fair, men jeg gider ikke)

Vil du tabe dig, så er opskriften ud fra et videnskabeligt synspunkt også helt enkel. Forbrænd flere kalorier end du indtager. Om du så lever af bacon eller broccoli, faster fem dage om ugen eller drikker fire liter vand i timen, så er grundkonceptet stadig det samme. Og det er det vigtigste at huske på hvis du vil tabe dig. Man kan ikke punkt-tabe sig, og man kan godt få kemikalier der øger forbrændingen eller binder sig til det fedt du indtager. Og det er utroligt nemt at tage på igen efter en alt for hurtig slankekur. Og så er det reelt bare spild af tid.

Min personlige anbefaling er at få nogen til at hjælpe dig, både med kost og træning, hvis det er noget du vil dyrke. Det behøver ikke være en dyr personlig træner (det vurderer du naturligvis selv), det kan også være en app på din telefon. Jeg har haft meget glæde af apps der tracker al min bevægelse, min træning og min kost. At veje og indtaste al sin mad, ALT man indtager, i eksempelvis en måned eller to, giver en gevaldig øjenåbner om hvad forskellige varer koster i kalorier og bidrager med af næring. Personligt har jeg brugt Lifesum og MyFitnessPal, men der er givet vis også andre fine muligheder.

For lige at knytte målene for kroppen op mod frihed i hverdagen, kan jeg garantere at du føler dig mere fri, når du er i stand til at gå, løbe eller cykle et stykke uden at føle dig overanstrengt, at løbe op ad trappen, at kunne løfte tunge ting, materialer, dine børn, din partner og lignende, uden at føle det er hårdt. Det er frihed via kroppen.

BONUSLISTE MED NEMME GENVEJE TIL EN SUNDERE KROP:

  • Tag altid trappen, aldrig elevatoren (med mindre du står med al bagagen og skal op til hotellets 30. etage). Væn dig til at tage trappen, altid.
  • Drik et stort glas vand før du indtager et måltid, morgen, middag og aften. Væn dig til det. Drik også vand til maden, og et glas efter maden hvis du kan/gider. Det er sundt, og det er samtidig den mest prisvenlige drik du har i nærheden. Det gælder naturligvis ikke særlige lejligheder hvor du hellere vil drikke vin eller cocktails eller lignende, f.eks. hver fredag 🙂
  • Tag cyklen. Gør det til en vane, til en aftale i huset, at hvis man skal transportere sig en distance på under X antal kilometer (f.eks. 5), så tager man altid cyklen. Det giver motion, og det sparer benzin. Det er faktisk dumt at lade være. Og naturligvis kan der være situationer hvor det er fjollet at cykle, hvis du er på vej til fest eller i en situation hvor du har for meget bagage med.
  • Gå. Ligesom med cyklen, hvis distancen er kortere, f.eks. under 2 kilometer.

Sociale relationer og oplevelser over ting

Det kan være svært at opfatte relationer til andre, og oplevelser, som ”assets”. De er jo ikke håndgribelige på samme måde som ting er det. Alligevel er det ”beholdninger” du kan – og bør – tanke op i rigelige mængder. Det kan måske også være svært at se dine relationer som ”assets”. Du behøver ikke tænke sådan i det daglige, og du behøver heller ikke kalde dine venner for dine ”assets” – det ville sandsynligvis resultere i nogle lidt anderledes samtaler med dem. Men for forståelsens skyld kalder jeg både relationer og oplevelser for ”assets” i det følgende.

Det kan godt være du får bunkevis af penge og tid, men hvis du ikke har nogen at dele det med, eller hvis du ikke har minder og oplevelser i bagagen, tror jeg på det bliver kedeligt i længden. Personligt kan jeg huske tilbage på ferier og gode minder, hvor jeg tydeligt kan huske hvilke personer der var med, og hvad vi oplevede af spændende og interessante ting. Omvendt aner jeg faktisk ikke hvilke ting jeg fik i julegave eller fødselsdagsgave sidste gang. Det er de gode minder om personer og oplevelser vi husker, også når vi er blevet gamle.

Så investér i dine gode venner og din nærmeste familie. Det behøver ikke være en Facebook-agtig venneflade på hundredevis af bekendskaber. Bare de enkelte gode bekendskaber du holder fast i. Måske er nogle af dine gamle venner flyttet til den anden ende af landet, og måske får du ikke skrevet eller ringet med dem så tit. Men husk dem når du tilfældigvis alligevel skal på kursus, ferie eller lignende, også selv om det måske er lidt af en omvej. De gode stunder jeg husker med de nære venner, er f.eks. når vi ikke har set hinanden i 1-2 år, og så tager ud og spiser sammen en aften. Vi kender jo hinanden godt efter måske 20-30 års bekendskab, og så er det virkelig fedt at få fulgt op på det seneste års udvikling hos dem selv, familie, boliger, job osv. Det er dé gode venner som det virkelig er værd at holde fast i. Dem du kan kontakte når noget brænder på, når du har brug for hjælp og lignende. Tænk efter hvor mange af den slags gode venner du har, og tænk efter hvornår du sidst har lavet noget sammen med dem. Er det lejlighed til lige at kontakte dem?

Investér i gode oplevelser sammen med dem. Det kan godt være at det i øjeblikket føles dyrt i penge at tage til en amerikansk fodboldkamp eller en stor koncert eller i en forlystelsespark. Men det bringer minder i lang tid efter. Set i forhold til f.eks. en ny iPad, som også kan være et fint køb, så holder mindet om en god oplevelse i mange flere år end iPad’en.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.