Frihed og FIRE,  Uncategorized

Har du gennemført livet?

En god ven fortalte mig for nylig om at han og konen havde diskuteret hvad de nu skulle bruge deres liv på. De er sidst i 30erne, og har uddannelser, hus, børn og jobs. Han følte at de havde gennemført Supermario her i livet, og ikke vidste hvad de nu skulle, nu spillet var slut. De overvejede at tale med banken om at investere nogle penge, for at prøve noget nyt, men uden noget nærmere kendt formål med det. Måske lyder det som en helt almindelig midtvejskrise. Hvis man altså føler at 30’erne er midtvejs. Deres bekymring var, at nu skulle de bare lave det samme, de næste 30 år. Så ville huset være afbetalt og børnene flyttet hjemmefra, og så, SÅ! Ja, hvad så? Begynder livet? Slutter livet? Starter ens tiltrængte otium, efter man har knoklet så hårdt at man har scoret sig en række skavanker?

Jeg har bekendte der prøvede at finde et nyt spil i livet, med nye baner der skal gennemføres. De blev skilt og fandt en ny partner og fik nogle nye børn og huse med, og troede det hele blev anderledes, for nogle år senere at sidde i samme situation. Andre tager en mindre udgift- og følelsesmæssig retning og nøjes med motorcyklen og sommerhus.

Her kommer to vigtige spørgsmål til dig, som du skal tænke lidt over:

1: Hvad vil du gerne prøve, når du engang får tid? Hvad er det du siger du vil gøre, prøve, vælge, udleve, når du får tid?

2: Hvad skal der til, for at du gør det NU, og ikke først når du er “færdig” med første store del af livets spil?

For mange mennesker lykkedes deres mål, når de er klare omkring dem, og når de kommunikerer dem tydeligt, både overfor dem selv og andre. Hvis du drømmer om en masse spændende, der skal ske “engang med tiden” er der stor sandsynlighed for at det ikke sker. Hvis du sætter et mål om at du om x antal år (underbygget med en lille beregning på tid og penge og omgivelser) vil gøre sådan-og-sådan, så er der stor sandsynhed for at det sker. Simpelt hen fordi du begynder at arbejde reelt på det.

Det kan være mindre mål, som f.eks. motorcyklen, eller store mål, som f.eks. at flytte til Hawaii og sidde på stranden hver dag. Begge ender af skalaen kan lade sig gøre, hvis du prioriterer dem og arbejder med dem. Ja bevares, Hawaii er langt væk, og det kræver måske både at du kan arbejde enten lokalt der, eller arbejde som “Digital nomad” (det er bare et smart ord for at du arbejder hjemmefra, altid, og selv vælger hvor “hjemme” er). Det kræver måske at børnene skal i en international skole. Men hvis det er drømmen, så vælger du helt reelt selv om du vil realisere den eller ej, og du vælger om det skal være mens du er frisk og ung, eller om du vil vente til en ukendt fremtid.

LISTE: Her er nogle mål som jeg har hørt fra gode venner. Nogle af dem har realiseret målene “i dag”, og andre går og drømmer om dem til engang når de bliver færdige med deres arbejde og andre ting de synes er vigtige lige nu:

  • At flytte til Hawaii og sidde på stranden hver dag og lave softwareudvikling (drøm)
  • At købe en Tesla (drøm)
  • At flytte til Grønland og starte nogle firmaer og leve af det (realiseret i 20’erne)
  • At droppe parcelhuset og to 8-16 jobs og flytte til en kæmpe gård på landet og bygge den til et Bed&Breakfast (realiseret i 40’erne)
  • At flytte til Nicaragua og starte en IT-virksomhed med en masse ansatte (realiseret i 20’erne)
  • At prøve at investere / handle aktier (drøm)
  • At købe en båd (drøm)
  • At købe en båd, sige to jobs op, sejle til USA, og “komme til” at blive derovre (realiseret i 50’erne)
  • At sige sit job op og starte som forfatter fra bunden af (realiseret i 20’erne)

Det behøver ikke være de store og vilde rejser, eller de mindre og tilgængelige materielle goder. Det kan også være at lægge sit arbejdsliv fuldstændig om. Jeg kender flere der på et tidspunkt i deres liv har fået nok af det de arbejder med fra 8 til 16, og gerne bare vil skifte branche totalt. F.eks. fra IT-specialist til fitnessinstruktør. Personligt har jeg taget en række kurser ved siden af mine arbejder, i helt andre emner og brancher, som giver et fundament til at kunne arbejde med noget andet, hvis jeg en dag har lyst.

Det _behøver_ du naturligvis ikke, men næste gang du har lyst til noget aftenskole, kursus eller at “gå til noget”, så kan du overveje om det er noget du på sigt kan bruge til at tjene penge på. Er det et flødebollekursus for fornøjelsens skyld, eller er det et yoga-instruktørkursus for at du på sigt engang kan starte dit eget yogahold? Personligt tager jeg især kurser der kræver en form for eksamen eller prøve, og giver et certifikat eller lignende papir. Det er bekræftende overfor mig selv, og det har lidt større ballast hvis jeg senere skal overbevise andre om at jeg har fulgt med i et givent kursus, f.eks. for at hverve dem som kunder.

Tilbage til kapitlets pointe, vil du vente med at prøve dine drømme af til du er gået på pension og børnene er flyttet hjemmefra, eller vil du egentlig gerne prøve det snart?

Vil du bryde ud af livets Supermario-spil, og prøve nogle andre spil også, før du ender med at sidste bane er gennemført, og du nu ikke helt ved hvad du skal foretage dig?

Husk på at rigtig mange ældre mennesker fortryder alle de valg de ikke tog, og fortryder at de ikke tog springet noget før. Ingen ældre mennesker ønskede at de bare havde arbejdet noget mere, og haft nogle flere jævne 8-16 dage.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.