Telefoncovers af savsmuld?

På min iPhone plejer jeg bare at vælge Apples eget lædercover, for at få noget der ser rimeligt ud. Men de nyere udgaver fra Apple holder ofte kun 3-4 måneder i mit lidt hårde miljø (have, byggeri, snavs).

Tidligere har jeg gået efter covers med tags ala “håndværkercover” og lignende. Særligt dem fra Otterbox, Peli og Griffin kan jeg anbefale. De skal overholde standarden MIL-STD-810G (slag- og stød-fast) og IP67 eller IP68 (støv- og vandtæt). Det er stadigvæk mine krav til telefon- og iPad-etuier til børnene her hjemme.

Men de typer covers (eller etuier er det ofte) bliver ret klodsede til den lette og elegante telefon der også skal med på kontoret. Så denne gang gik jeg bare efter et MIL-STD-810G-certificeret, uden vandtætheden. Det måtte også gerne give noget godt igen, til klima, velgørenhed eller lignende.
Der er masser af covers der er “bedre” for miljøet ved at være bionedbrydelige, selv om de naturligvis stadig er en belastning ifm. hele produktions- og logistik-kæden.

Valget, der både er bionedbrydeligt og rimelig slag- og stød-fast, blev Feroniabio fra ITSKINS.
Udover de opfyldte krav, støtter ITSKINS også One Tree Planted (onetreeplanted.org) med et træ pr køb.

Min eneste bekymring er at der i reklameteksten står at det bionedbrydes i løbet af seks måneder.
Hvordan produktet på magisk vis opdager at “nu” er det kasseret, og må starte sin nedbrydningsproces, ved jeg ikke. Men det holder i hvert fald stadig efter et par måneders aktiv anvendelse 🙂

Leave a Reply